torsdag den 15. december 2011

Første briefing i Roskilde

Torsdag morgen samledes en gruppe af os der er er involveret i "We are Family" til en kort briefing omkring læringspartnerskabets 1. møde i Potsdam i slutningen af november samt første planlægning af deltager til de kommende udenlandske møder.

Roskilde har fået penge til 12 "mobiliteter". (1 mobilitet = 1 person der foretager 1 udlandsrejse i forbindelse med læringspartnerskabet). Der bliver i alt 3 udenlandske møder til udover det første møde i Potsdam. Et i Graz, Østrig, et i Athen og et i Wien. Da Anne Katrine og Hanne deltager som den tykke røde tråd i alle møder, er der ialt 4 mobiliteter tilbage. Disse bruger Mette, Gitte Jacobsen, Karen Margrethe og Lene Jeppesen fra Faxe bibliotekerne.

Derudover går Anne Kathrine og Hanne, sammen med mulige ekstradeltagere, i gang med at søge study visit midler til Helen, Birthe Kog Christine B. Vi prøver også at skaffe os kontakt til 2-3 seniorbrugere der kunne tænke sig at rejse med til de møder hvor brugere er i fokus. De øvrige partnere bruger nogle af deres mobiliteter på brugere, mens vi i Roskilde primært har valgt at tilgodese personalets læring. Pga partnerskabets indhold vil det i midlertid give rigtig god mening at invitere brugere med også. Disse skal der også søges penge til separat, hvis de skal med.
Ansøgningsfristerne for study visit midler ligger i første halvdel af januar, så der bliver hektisk aktivitet når julen er overstået.

Alle deltagere i projektet indtil nu skulle meget gerne være inviteret til denne blog og er velkomne til at poste her.
Mangler man en invitation, skriver man til mig hannebjorn@roskilde.dk.







mandag den 5. december 2011

Potsdam - 1. partnerskabsmøde



1. partnerskabsmødedag var onsdag den 30. november og fandt sted på HFF Konrad Wolf i Potsdam, Babelsberg. (Hochschule für Film und Fernsehen). Første punkt på dagsordenen var filmforevisning af 3 små novellefilm, skabt af filmskolens elever, alle med temaet "kommunikation". Derefter var der opstart af selve mødet. Her ses fru Anne Kathrine Skibelund fra Roskilde Bibliotekerne i mødelokalet på filmskolen. bordet rundt fra AKSø venstre hånd: Regina Walner fra GEFAS, Østrig og hendes chef "Walter Scheitz", dernæst Werner Huber fra Det informationsvidenskabelige institut ved Wiens Universitet, Panagiota og Eleni fra Grækenland (arbejder med Alzheimer patienter og er hhv psykolog og ph.D i fysiologi/ergoterapi) og endelig Brigit Hübner fra firmaet MediaExist i Potsdam, projektkoordinator sammen med Hr. Professor Claus-Dieter Müller, der blandt andet underviser i mediekommunikation på HFF.

1. mødedag gik med at afklare rammerne for vores fælles projekt, forventningsafstemning generelt , vedtagelse af kommunikationskanaler og hjemmeside udadtil og almindeligt "get to know each other". Undervejs fik vi lækre ting serveret. 

Projektets hjemmeside vil blive varetaget af Werner (den lange unge mand for bordenen). Adressen vil blive postet her når den er klar. 

Herunder ses udsigten fra HFF's forhal.

Vi fik lov til at komme med en tur på taget af HFF. Her kunne man se udover Babelsberg, der er en hel filmby med adskillige produktionsselskabers imponerende hovedsæder og gigantiske filmkulisser. Mange store film er skudt her. F.eks The Reader og Pianisten, samt Metropolis, hvis det skulle sige nogen noget.

Alle havde taget små ting med der kendetegnede deres land, region og person. Her er de havnet i sækken .


Her har vi så Frau Skibelund på toppen i høj sol. Der var så lunt deroppe at det føltes mere som september end som december og det var ikke med vores gode vilje at vi lod os overtale til at gå ned igen.
Birgit Hübner  - klarlægning af koordinatorens ansvarsområder
Efter en længere vandretur med kaffebakke rundt på HFF's campus, lykkedes det omsider selskabet og bakkebærer Werner at slippe af med opvasken efter endt møde inden turen gik tilbage til hotellet for at skifte til hyggemiddag på Den Flyvende Hollænder.


søndag den 4. december 2011

 Julemarked i Potsdam

Tirsdag aften den 29. november, var næsten alle partnere ankommet til Hotel Voltaire i Potsdam og vores vært og projektejer Birgit Hübner tog os med på en stemningsfuld slentretur gennem Potsdams meget langstrakte julemarked fyldt med boder med honninghjerter, træskærerarbejder, hjemmestrik og glühwein i alle tænkelige varianter.

For enden af markedet på en åben plads, der om sommeren vist nærmest svarer til Sankt Hans Torv i København, var denne blå pyramide stillet til skue. Meget smukt.

Vi snuppede os en glühwein på vejen tilbage til hotellet.

Talende rensdyr - ingen forstod hvad den sagde. Heller ikke vores indfødte vært :)